Gran Canaria, Puerto Rico

Vores oplevelser med en flok friske nordmænd på den sydligste norske ø. Man kan også sige en danskers oplevelse af det norske fodfolks færden på Gran Canaria.

Jeg vil gerne fortælle om en dejlig oplevelse vi, Lisbeth og Jesper havde med en flok friske og dejlige nordmænd på Grand Canaria søndag den 4.marts 2007.

Magnhild havde advaret os om, at vi ikke skulle gå til Norskeplassen om søndagen, dagen efter vores ankomst til Puerto Rico, for så ville fjeldet og alle løjperne være fyldte med nordmænd.

Selvfølgelig var vi nysgerrige for at se, hvad hun advarede os imod.

Søndag morgen kl. 10.00 gik vi fra hotel Inagua, som er det sidste og højeste beliggende hotel i dalen med ”NY Puerto Rico”ad en grusvej op ad fjeldet og ramte Avenida de Roque del Este hvor denne vej fortsætter som grusvej op mod Norskeplassen.

Vi var meget spændte på hvad vi ville møde. Halvvejs oppe ad fjeldet blev vi overhalet af en kolonne biler. Først kom en stor turistbus fyldt med nordmænd bevæbnet med stokke, krykker og vandrestave. Efter bussen kom en ambulance med hjerteudrustning derefter kom det lokale politi i fin tjenestebil, da politibilen var forbi kom der en mindre lastbil med plastikborde og stole, store vanddunke fyldt med vand samt et par transportable tørklosetter. Hele den kørende karavane blev afsluttet af to personbiler med invalideskilte i forruden.

 

På et tidspunkt gik kolonnen i stå. Chauffør fra bussen samt to politibetjente var ude af bilerne for at udbedre skader på grusvejen, flytte store sten og fylde i store huller, så kortegen kunne komme frem mod målet.

Vi indhentede kortegen og faldt i snak med føreren af den forreste personbil. Det viste sig at være formanden eller et medlem af bestyrelsen (det blev jeg ikke rigtig klar over) af Norskeklubben i Arguineguin, han fortalte at alle norske medlemmer af klubben skulle have mulighed for at komme på Norskeplassen sådan en dag, det var nemlig en annonceret Miljømarch.

 

Vi gik nu på en fjellryg og kunne se over elveleiet mod ”Tvetenstien” den ene af stierne fra Motor Grande. Den anden ”Rianstien” var spærret med hvidt bånd. Vi kunne se, hvordan nordmændene klatrede som små myrer op ad fjeldet. Et kosteligt syn. Vi gik videre frem mod Norskeplassen og nåede frem samtidigt med flere hundrede nordmænd der kom fra løjpen nede fra Puerto Rico, det var dem vi havde set klatre op ad fjeldet og følge grusvejen det sidste stykke mod målet.

De som kom med bussen blev hjulpet ud og gik de sidste 100 m med stok og krykker. Det var rigtigt hyggeligt og jeg faldt i snak med ham bestyrelsesmanden igen. Vi blev inviteret til at blive medlem af foreningen, det kunne vi sagtens blive, – de havde også en russer som medlem, så han mente at et par danskere der selv havde gået hele vejen til Norskeplassen, havde de også plads til i foreningen.

Vi blev opfordret til at følge dem på turen til Arguineguin, så kunne vi køre med deres servicebus til Puerto Rico efter turen. Vi takkede nej til at følge deres march da vi ville lidt højere op i fjeldet bag Norskeplassen for at spise lunch.

 

Siddende på den lille top med cementstolpe havde vi en fin udsigt ud over flere hundrede nordmænd på Norskeplassen.

Efter en stund var der almindelig opbrud i flokken, og en position bevægede sig langsom i enkeltkolonne (gåsegang) over fjeldet mod Arguineguin. På afstand lignede det grangiveligt en katolsk position til ære for en eller anden helgen. Kolonnen strakte sig over ca. 1000 m. Forrest gik en fanebære med det spanske flag, så kom der en gut med det kanariske flag og sidst kom en stor gut med en norsk fane. Efter disse tre fanebærer strakte kolonnen sig ind over fjeldet. Jeg glemte at nævne at sammen med fanebærerne gik musikken, ikke trommer og fløjter, men en ældre gut med trækspil (harmonika). Hele optoget sluttede af med et par gamle gutter, der så efter at man ikke glemte nogen og allersidst blev kolonnen sluttet af med en fanebærer med det norske flag.

Medens vi spiste vores lunch færdig blev bilerne læsset igen og den kørende karavane begav sig ned ad fjeldet igen, samme vej som de var kommet op.

 

Et sidste blik ud over fjeldet mod Arguineguin viste at den vandrende flok begav sig sneglende af sted ned af en gedesti og forsvandt i dalen. Det sidste glimt af kolonnen som vi så var den norske fane.

 

Jeg synes selv, at jeg er helt flink til geografi, men først nu er jeg blevet klar over, at Norges sydligste ø hedder Gran Canaria.